Titel: Madame Terror	Originaltitel: Madame Terror
Forfatter: Jan  Guillou	Læst måned: November
Copyright: 2006	Læst år: 2006
Karakter: 3	Sider: 416
Resumé: Palæstinenserne har købt en russisk superubåd, og dermed er de for første gang nogensinde i en situation, hvor de er deres fjender teknologisk overlegne. Brigadegeneral Mouna al Husseini får ansvaret for at gennemføre det største palæstinensiske angreb i verdenshistorien, men hun må erkende, at modsætningerne om bord på ubåden mellem de racistiske russiske officerer og de højtuddannede palæstinensere kan umuliggøre projektet. angrebet kan kun gennemføres, hvis man finder en mandlig øverstkommanderende, som hverken er russer eller araber, men taler flydende russisk og engelsk. Han skal også helst være dekoreret med de højeste militære udmærkelser og tro på den palæstinensiske sag. Endelig skal han være rigtig søofficer med høj rang. Denne umulige kombination eksisterer faktisk og er en af Mouna al Husseinis gamle venner. Og fra det øjeblik viceadmiral Carl Gustaf Gilbert Hamilton stiger om bord på U-1 Jerusalem, bliver alt anderledes.
Kritik: Jeg havde glædet mig som et lille barn, der glæder sig til juleaften, til ’The Return of’ Carl Gustaf Gilbert Hamilton! Men sikke en skuffelse. Godt nok er han blevet 10 år ældre, godt nok har han levet et tilbagetrukket liv, men det undskylder ikke, at han vender tilbage som en slikket duksedreng! Jeg husker måske forkert, men jeg mener ikke at Carl er uddannet ubådskaptajn, mener ikke, at han i sin karriere nogensinde har været ombord i en ubåd. Hvis han har, har det i hvert fald ikke været som førstemand. Alligevel træder han ind på scenen som ubådskaptajnen over alle ubådskaptajner. Ved alt hvad der er værd at vide om det at føre en ubåd. Okay, han har jo nok lige studeret en manual, men det virker lidt tyndt, at give ham evner som der ikke er belæg for. Handlingsgrundlaget er godt, men desværre kan Jan Guillou ikke nære sig for at fremstille israelerne og specielt amerikanerne, stærk negativt. Palæstinenserne gør alting rigtig, deres moral er uanfægtelig, mens israelerne rent ud sagt er nogle halvhjerner. Forfatteren har aldrig lagt skjul på sin politiske observans, men at gøre ’fjenden’ til lallende idioter, taler ikke godt for hans sag. Jeg har aldrig før givet Jan Guillou et tretal, men det får han nu. Et tretal for at have glemt Carls sande jeg. Et tretal for at have givet ham replikker, som får en til at krumme tær. Et tretal for at have mishandlet et perfekt oplæg på det skammeligste. ØV!