Genre: Drama	Karakter: 5	Sider: 941
Titel: Shantaram	Originaltitel: Shantaram
Forfatter: Gregory David Roberts	Originalsprog: Engelsk
Originaludgave: 2003	Læst: September 2013
	Om forfatteren: http://en.wikipedia.org/wiki/Gregory_David_Roberts
Resumé: I sin ungdom fik australske Gregory en 19 års dom for røveri, men det lykkedes ham at flygte, og under falsk identitet ankom han til Bombays slum, hvor tilværelsen passede fint til den filosofisk anlagte flygtning, der bl.a. praktiserede som en slags læge og samarbejdede med mafiaen.
Kritik: Skal man tage forfatterens ord for pålydende, så er Indien ikke det sted der nu står først på ønskeseddelen med rejsemål. Togscenen: Folk kæmper bogstaveligt for at få en siddeplads. De slår hinanden! Det er ufatteligt. Sker der et trafikuheld så samles straks en hob af mennesker, og denne hob trækker den skyldige ud af bilen, og tæsker vedkommende til døde. Ufatteligt. Forfatteren selv er for meget. For meget af det gode og for meget af det onde. Intet menneske kan indeholde så meget af begge dele. Han er en Jesusfigur i den indiske slum, samtidig med at han involverer sin med den indiske mafia, hvor han tjener styrtende med penge. Han romantiserer slummen hvor alle hjælper hinanden, og alle har det bare så godt. De bor i papkasser, men hvad gør det, når bare naboen er hjælpsom! Jeg tror ikke et øjeblik, at beboerne i slummen ville kunne genkende hans beskrivelse. Slutningen er ren Bollywood – sentimental så den nærmer sig kvalmegrænsen. Men et spændende bekendtskab er forfatteren dog, ingen tvivl om det, og da bogens 900 er fyldt med drama og topunderholdning, kan jeg kun anbefale den.