- Resumé:
”Humboldt lagde nakken tilbage og syntes ligesom at lytte efter egne, bortsvindende ord. Forståelsen af kosmos var nået langt. Med kikkerter udforskede man universet, man kendte jordens opbygning, dens vægt og dens bane, man havde bestemt lysets hastighed, forstod havets strømme og livets betingelser, og snart ville man have løst den sidste gåde, magneternes kraft. Vejens ende var i sigte, opmålingen af verden næsten afsluttet. Kosmos ville være bragt på begreb, alle vanskeligheder af menneskelig oprindelse, som angst, krig og udbytning, ville synke bort i fortiden, hvortil Tyskland og ikke mindst forskerne i denne forsamling måtte yde det mest presserende bidrag. Videnskaben ville bringe en velfærdens tidsalder, og hvem kunne vide, om ikke den en dag sågar ville løse dødens problem. Nogle sekunder stod Humboldt ubevægelig. Så bukkede han….”
|