|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kritik: Jeg har med stor fornøjelse læst ” Midnatsbørn”, ” De sataniske vers”, ” Harun og eventyrhavet” og ” Skam” af samme forfatter, og ventede mig derfor også meget af denne roman. Men øv hvor er den dog kedelig. Den er fyldt med Mullah-navne, Mullah-udtryk og Mullah-begreber. Noget som gør, at man virkelig må lægge et arbejde i at komme igennem siderne. Det er nok ment som sjov og måske en art selvironi, når Salman Rushdie fremstiller sin landsmænd som idioter, men når man som jeg ikke kender særligt meget til dette folkeslag, kan jeg ikke undgå at se beboerne i f. eks Kashmir som latterlige. Handling er der ikke meget af. Jo, en mand bliver myrdet og så skal man bagefter igennem hele hans levnedsforløb. Det kunne sådan set være fint nok, hvis dette forløb var fortalt med nerve og intensitet, man Rushdie forfalder til en nærmest endeløs strøm af gammelkonesnak. En plapren som starter et sted og ender et helt usandsynlig andet sted. Der er utvivlsomt litterære kvaliteter i denne roman, men de er rodet sammen i en pærevælling af snak, og jeg gad ærlig talt ikke bruge tid og energi på at rode rundt i den, for måske at finde noget godt. |
|
|
|
|